4 Poter på Jorden, Islandsk Fårehundeklub

Bestyrelsen i Islandsk Fårehundeklub

Som nogen nok allerede har erfaret i materialet til Generalforsamlingen i Islandsk Fårehundeklub, så har jeg valgt at sige ja til at stille op til bestyrelsen. Så derfor vil jeg gerne lige introducere mig selv (nogle vil måske sige ”promovere” – jeg vil nærmere sige ”hilse pænt på”).

Jeg hedder Louise Roer, jeg er 29 år og den heldige ejer af en Islandsk Fårehund ved navn Vinalegur Visna Asbjörg. Privat kan jeg om en uge kalde mig PhD i mikrobiologi (det er det der med bakterier og antibiotika resistens). Og så er vi bosiddende i Skovlunde på Sjælland.

FB_IMG_1457712270791

For ca. 3 år siden købte min mand og jeg et hus i Skovlunde og vi følte endelig at vi havde tid til at give et lille hundevæsen den kærlighed, tid og omsorg som det fortjener. Vi gik meget op i at det skulle være en race hvor vi kunne tilbyde hunden noget – men også en race som kunne tilbyde os noget. En hund er for os en meget stor del af familien. Efter at have brugt en del timer foran computeren var en af de racer vi sad tilbage med den Islandsk fårehund. Vi havde på det tidspunkt ikke mødt racen – men var klar over at det var en mellemstørrelse hund – hvilket jo var rimelig vigtigt for mig når man knapt er mere end to kasser øl høj. Vi begyndte at kigge os om efter hvalpe og forhørte os hos et par opdrættere – også fordi vi rigtig gerne ville møde racen inden vi endeligt besluttede os. Heldigvis ventede en tæve på Djursland hvalpe, og da de var 5 dage fik vi lov at komme og møde de sødeste mennesker og smukkeste tæve-mor. Vores hjerter var solgte med det samme og vi følte på en eller anden måde at vi havde ”fundet hjem”. Det var vores race, og den helt rigtige opdrætter – hvad vi dog ikke vidste, var at racen ville gå under huden på os.  Da vi hentede vores smukke lille hvalp blev vi spurgt om vi havde overvejet at avle på hende – dengang var det fra min mand et rimelig stålfast ”Ej det skal vi ikke!”. Men tiden og glæden med vores hund og den gave vi fik gjorde bare at vi så gerne ville give det samme videre til andre familier. Og det skulle ikke bare være en hund der skulle gives videre – det skulle være en islandsk fårehund, raceren og velbevaret som vi havde lært den at kende. For at tilegne mig viden om det arbejde det krævede, forståelsen for avl mm valgte jeg at tage DKK’s opdrætteruddannelse. Jeg startede faktisk allerede da Visna var 1 år og 3 måneder. Jeg ville være forberedt. Efter endt uddannelse har jeg desuden erhvervet kennelmærke “Fegurð” (Skønhed). Det hele ligger klar og har gjort det siden sidste sommer. Nu venter vi bare på løbetid.

Meget hurtigt efter Visna flyttede ind begyndte det der hundeliv at snige sig ind på mig. Jeg følte en frihed når jeg kom ud med min hund – en samhørighed. Vi begyndte stille og roligt at tage med til udstillinger og gåture i klub-regi. Vi fandt det som et hyggeligt fællesskab og et sted hvor vi kunne lære endnu mere om racen, dens ophav, men også et fællesskab hvor man på trods af forskellig faglighed, alder mm bare kunne være fælles om at elske sin hund. Vi blev efterhånden trofaste til arrangementerne på Sjælland – fordi vi kunne, og fordi vi kunne se at vores hund bare nød at være sammen med andre IF’ere – de er altså lidt racistiske de hunde! For godt et år siden blev jeg spurgt om jeg ville være medansvarlig Regionskontakt på Sjælland, og jeg syntes det kunne være rigtig sjovt at være med til at planlægge og tilbyde andre det fællesskab vi havde oplevet, så efter at have konsulteret manden takkede jeg ”Ja”.

Som Regionskontakt føler jeg et vist ansvar, ikke kun for at planlægge nogle spændende gåture og arrangementer på Sjælland, men også i at støtte medlemmerne ved arrangementer på Sjælland. Selvom min vaps sidder derhjemme i bikini synes jeg det er vigtigt at møde op til klubudstillingerne og andre arrangementer i regionen – ja faktisk i hele landet. For nylig kørte vi turen til Århus for at støtte op om ”Gø-foredraget”, selvom det ikke direkte var arrangeret i klubregi. Men venner g bekendte i klubben er blevet familie, en familie vi gerne kører for at støtte.

Da Visna flyttede ind besluttede vi med det samme at hun skulle starte til hundetræning. Det ville være godt for hende – og godt for os. Efter 6 måneder på den samme plads blev jeg spurgt om jeg ville gå ind som hjælpetræner – en udfordring jeg ikke kunne sige nej til. Hurtigt fik jeg forståelsen af hvor vigtig hundetræning/grundtræning er for hvalpene og fik følelsen af at alle burde have ret til billig og lettilgængelig hvalpetræning. I foråret/sommeren annoncerede DKK så efter 50 instruktørkandidater til deres grunduddannelse – og som en selvfølgelighed ansøgte jeg om en af de 50 pladser. Jeg har netop været på min første kursusweekend og jeg glæder mig som et lille barn til at skulle afsted igen. Jeg glæder mig til at lære – men også til at være færdig så jeg officielt kan tilbyde min hjælp til andre hundeejere og hjælpe dem med den vigtige grundtræning når de får en hvalp ind ad døren.

Jeg må jo indrømme at jeg ikke har været i Islandsk Fårehundeklub mere end 2,5 år – men alligevel så føler jeg at jeg kender rigtig mange af jer, kender klubben og kender den islandske fårehund.

14577185729301287677463

Så kan man sige – Ja det var da en fin salgstale. Men at stille op til bestyrelsen i Islandsk Fårehundeklub er ikke noget jeg gør for min skyld – jeg kunne jo bare lade vær – det er noget jeg gør for jer medlemmer. Jeg har overskuddet til at yde noget, jeg føler jeg kan bidrage med noget, og jeg føler jeg kan være med til at gøre klubben bedre. Ikke kun for mig – men også for alle jer andre. Jer der kender mig kan forhåbentlig nikke genkendende til dette. Under alle omstændigheder synes jeg det er vigtigt at I er med til at forme klubben ved at deltage i afstemningen til bestyrelsen. Det er vigtigt – det er min klub – det er jeres klub – det er vores klub.

/Louise Roer