Alt dette løbetid og parring har jo været rigtig spændende for os. Det er vores første gang. Vores første tæve. Så jeg vil i dette indlæg fortælle jer lidt om vores forløb. Dags dato er det 13 dage siden vi parrede første gang, og 14-15 dage siden ægløsning – så vi ved endnu ikke om det hele er lykkedes – men vi har en fornemmelse.

Da Visna startede sin løbetid havde jeg ingen ide om hvilken dag hun ville være klar på. Jeg havde besluttet mig for at ty til progesteronmålinger – den præcise af slagsen – for at være sikker på at vi ramte det rigtige parringstidspunkt – Vi skulle jo til Norge og parre. Set i bakspejlet skulle jeg nok have foretaget disse målinger i Visnas sidste løbetid, så jeg ikke havde været så følelsesmæssigt presset omkring det rigtige tidspunkt.

Nå – men i samråd med dyrlæge besluttede vi altså at starte målingerne og undersøgelserne af Visna på løbetidens dag. 6 (onsdag). Hendes mor har været klar til parring omkring dag 11., så jeg vidste at der var en chance for at det var deromkring (men jeg ville heller ikke være for sent ude). Den første prøve og undersøgelse viste klart at det ikke var tid – måling lå lige omkring 1 ng/ml, og der var ikke celleforandring. Vi besluttede at tage næste prøve på dag 8 (fredag). Her var tallene meget lig det på dag 6, dog var hun faldet en lille smule mere sammen – men hun var langt fra klar til parring.

Skæbnen ville at hanhunden Ími tilfældigvis var i Danmark med sin familie den weekend vi gik ind i – så velvidende at Visna nok langt fra var klar drog vi til Jylland for at mødes med dem, om ikke andet så bare for at hundene kunne få lidt tid sammen. Det var ved mødet med Ími igen tydeligt at de to hunde var vilde med hinanden, men Ími viste ikke parrings-mæssig interesse for Visna, og de løb bare sammen og havde det hyggeligt.

 

 

Vi planlagde at tage næste prøve mandag morgen, da vi derved kunne nå en parring i Danmark hvis Visna var blevet klar. Godt nok var hendes tal steget til 2 ng/ml men der var stadig lange udsigter til parring, så vi drog tilbage til Sjælland. Dyrlægen mandag fortalte at tallet normalt fordobler på to døgn, og tallet skulle ligge på 5 ng/ml ved ægløsning. Derfor anbefalede hun at vi ventede med næste prøve til torsdag morgen, så vi var sikre på at være nået ægløsning.

I løbet af tirsdag mærkede jeg efter i min mave – jeg kunne simpelthen ikke vente til torsdag morgen med prøven! Hvad nu hvis hun pludselig steg hurtigere, pludselig var klar og vi ikke kunne nå at køre til Norge! Vi havde heldigvis været inde og bestille færge fra Hirtshals torsdag – da vi godt var klar over at det var deromkring, men skulle vi nå den færge havde vi altså ikke tid til at få taget prøven torsdag morgen. Så jeg besluttede mig for at ringe til dyrlægen og ændre tiden til onsdag sidst på dagen. I dag er jeg lykkelig for at jeg kiggede på min hund og mærkede efter i maven. Prøven 2,5 døgn efter prøve nr. 3 sagde nemlig 8,16 ng/ml – altså havde Visna haft ægløsning minimum et døgn før dyrlægen havde forventet! Vi fik nu af vide at vi burde parre torsdag og fredag – men den optimale dag var torsdag! Tænk hvis jeg havde ventet til den prøve var taget torsdag, og vi først var kommet afsted torsdag til middag… puuhhh..

Torsdag morgen stod vi op kl 05.00 og fik pakket bilen – turen gik mod færgen i Hirtshals. Jeg begyndte svagt at frygte at vi måske var ved at forspilde chancen for min drømme parring (selvom det er vores første kuld behøver vi jo ikke vælge den nemme løsning). 15.30 var vi i Kristiansand – det havde allerede været en lang dag, og Visna havde trods pauser brugt mange timer i bilen. Vel ankommet kørte vi ud til en skov med Ímis søde familie og ville forsøge første parring. Men turen og varmen havde stor indvirkning på begge hunde. Igen gik der et jag igennem mig der sagde at vi nok var for sent ude (men ifølge tallene var det jo det optimale tidspunkt). Tænk hvis vi nu missede chancen fordi hundene ikke var veltilpasse. Undervejs i sådan en process, og når det er så stor en passion, så når der at køre mange følelser igennem kroppen. Det var tydeligt at det ikke var fordi der var mangel på kemi mellem de to hunde. De kunne virkelig godt lide hinanden, og havde også stor respekt for hinanden. De var dog virkelig trætte i varmen. Vi besluttede at give hundene en pause fra hinanden, og selvfølgelig var jeg hamrende ærgerlig over at det ikke bare var lykkedes i første hug. Men sådan skulle det altså ikke være. Vi drog tilbage til Ímis familie fik indlogeret os i deres campingvogn, og fik spist noget aftensmad. Hundene fik chancen for at køle lidt ned i et soppebassin, og få sig lidt mad.

Omkring kl 20 var temperaturen faldet, og vi valgte bare at gå en tur i den omkringliggende skov. I løbet af 5-10 minutter skete det så. Samtidig med at jeg var lettet så skreg min lille pige. Hun syntes bestemt det var noget underligt noget at der pludselig hang en hanhund fast i hende. Vi sad og roste hundene de 15-20 minutter det tog før det hele var ovre. Vi var alle utrolig glade og kunne gå tilfredse til køjs.

Fredag morgen besluttede vi at prøve igen, inden temperaturen blev for høj. Det havde tydeligt haft indvirkning på dem dagen i forvejen. Men på trods af gentagne forsøg var Visna ikke rigtig villig. hun peb lidt, og det virkede som om hun var øm. Så efter lidt tid besluttede vi os for at få en kop kaffe og lidt morgenmad. Hen mod middag forsøgte vi så endnu engang. Visna var blevet mere villig og smed fint halen til side. Dog lykkedes det heller ikke. Jeg vidste jo godt at en parring var nok – men man føler sig altid bare mere sikker hvis det lykkes 2-3 gange. Vi havde på forhånd været optimistiske og regnede med at det hele ville gå som en leg – så vi havde booket færge hjem igen fredag eftermiddag, da jeg havde træneruddannelse lørdag morgen på Sjælland.

 

 

 

 

 

 

På trods af to fejlslagne forsøg om fredagen var Ími dog stadig interesseret i Visna – og hun i ham. Og mens vi sad og drak kaffe på terrassen besluttede hundene sig altså for at det skulle være. 2 timer før afgang til færgen parrede de for 2. gang. Endnu engang følte jeg mig lettet, glad og tilfreds.

Kl 15.30 sad vi igen ved færgelejet i Kristiansand og var på vej tilbage mod Danmark med 2 vellykkede parringer i bagagen. Jeg tror der er mange ting der gjorde at der skulle et par forsøg til. Hundene havde den bedste kemi og respekt for hinanden, men varmen og transporten havde klart indflydelse – og så at det var Visnas første gang. Vi er utrolig glade for at have valgt en hanhund og nogle mennesker som havde prøvet det en gang før. Som var så gæstfri og hjælpsomme, og som lige så meget som os ønskede den parring. Jeg føler ikke på nogen måde at vi pressede hundene. Det skete så naturligt – de skulle bare bruge lidt tid til at finde ud af det. Det har været en stor, dejlig og god oplevelse – men også en hård omgang.

Nu sidder vi som sagt tilbage i Danmark ca. 14 dage efter og venter på hvordan det hele er gået. Hvis jeg skulle gøre noget om, så havde jeg som sagt nok valgt at lave progesteron test allerede i hendes sidste løbetid. Men havde jeg planlagt anderledes med hanhund, afstand mm – NEJ bestemt ikke. Den respekt og kærlighed der var mellem hundene var fantastisk – og vi følte os meget hjemme hos familien. Det er vigtigt – synes jeg – at vi ikke altid tager den nemme løsning. Vi skal vælge den rigtige løsning. I vores tilfælde var valget af hanhund og familie til vores første kuld den helt rigtige løsning. Vi løste det i fællesskab og det har kun været en god oplevelse…..