Kræver utrolig meget tålmodighed! Hold nu op hvor er der bare enormt meget ventetid! Denne ventetid får en til at se tilbage på den tid vi har haft med vores skønne vaps – og hvad der førte os hen til hvor vi er i dag. Jeg har sikkert skrevet om det før – men man kommer bare til at tænke tilbage…

Dengang for 3 år siden – ja faktisk er det på torsdag præcis 3 år siden jeg sad med en 5 dage gammel Visna i mine hænder – der havde jeg jo aldrig troet at jeg skulle mentalt være hvor jeg er i dag. Dengang for 3 år siden blev Kenneth og jeg enige om at vores bryllupsgave (4 års bryllupsdag) til hinanden skulle være en lille lodden ven. Jeg vidste med sikkerhed dengang at det skulle være en aktiv hund. En hund som vi kunne lave noget sammen med – og ikke en pynte hund der skulle ligge ovre i hjørnet og se sød ud eller varme fødderne på en kold vinterdag (det gør hun nu alligevel). Da jeg sad der med lille Visna i mine hænder – uden at vide at hun skulle blive min – da anede jeg ikke hvor dybt forelsket jeg ville blive i den islandske fårehund.

Da Visna havde boet ved os i 4 måneder var jeg slet ikke i tvivl om hvor rigtig racen var for os. Visna var en hvalp med sine egne meninger og holdninger, og hun var da bestemt ikke altid en nem hvalp – men alligevel vidste jeg at hun en dag skulle have en “lillesøster”. Hun skulle ikke være ene hund i flokken. Jeg var overbevist om at jeg en dag skulle ud og købe mig en IFer mere. Det første lange stykke tid gik jeg og vurderede hvornår tiden mon var inde til at finde hende en legekammerat, men blev klar over at hun nok skulle runde 2 år før det blev aktuelt. Da hun så var rundet et år, og en smuk, arbejdsom og kærlig hund var ved at tage form begyndte jeg at overveje om hun kunne gøre noget godt for racen. Om jeg kunne gøre noget godt for racen. Det var mit eget krav for at gå ind i avlen af islandske fårehunde – jeg ville ikke bare lave et kuld for at stille mig selv tilfreds – jeg ville lave hvalpe for at yde noget for racen, og for at gøre andre glade, på samme måde som vores opdrætter gjorde os glade ved at få Visna.

I efteråret 2014 startede jeg opdrætteruddannelsen hos DKK – jeg kan godt li’ at være ordenlig rustet inden jeg går i gang med noget så seriøst som hundeopdræt. Visna var på daværende tidspunkt knapt 1,5 år og jeg havde jo ingen ide om hun faktisk rent sundhedsmæssigt kunne leve op til de krav der bliver stillet. Men med en afsluttet uddannelse i marts 2015 og efterfølgende sundhedstjek var vi i sommeren 2015 klar til at yde noget for racen. Jeg følte dog ikke at min lille vaps var klar – hun var helt sikkert klar til en legekammerat – men ikke til at være mor. Derfor tog vi beslutningen at vente et år yderligere – og hold nu op det år var langt.

Allerede i august 2015 fandt vi den perfekte hanhund – så ventetiden til forventet løbetid i maj 2016 var nærmest ulidelig! Og nu sidder vi med knapt 2 uger til forventet fødsel. Tiden går utrolig langsomt – dagene står nærmest stille nu. Jeg bruger hvert minut jeg har til at kigge på og nyde min dejlige lille pige – jeg bliver aldrig træt af at kigge på hende.