Far til hvalpe 2017
Mange mener sikkert det er en selvfølgelighed at valget af hanhund ramte den smukke Blettur, men for os betyder det rigtig meget at faren til vores kuld opfylder de krav vi har til en islandsk fårehund. Så på trods af at Blettur er en stor del af vores hjerter, så var han ikke en selvfølgelighed.
MEN når det er sagt, så skulle det selvfølgelig være Blettur – fordi han er en hanhund med et godt sind, kærlig, rolig og elskværdig, og en hanhund som er yderst smuk og med gode proportioner og en fantastisk bygning. Han er en sund og stærk hund med A hofter, og uden anmærkninger på sin øjenlysning.
Blettur lever til hverdag i en børnefamilie, sammen med familiens 2 andre islandske fårehunde og familiens kat. Blettur blev i starten af 2016 en form for “dele hund”, da jeg var så heldig at få lov til at bruge ham til min træneruddannelse i Dansk Kennelklub.
Vi håber at både Blettur og hans familie får en aktiv deltagelse i vores kommende kuld, og der vil være rig mulighed for at møde ham.
OG så elsker Visna og Blettur hinanden, de elsker at være sammen og nyder hinanden (også når Visna ikke er i løbetid) – findes der noget bedre?
Navn: Blettur
Stambogsnr.: DK05105/2014
Født: 30.03.2014
Ejer: Bibi og Jan Lindschouw
Når vi vælger hanhund går vi meget op i det mentale, og i hvordan han afreagerer. Ud fra Visna og Bletturs mentalbeskrivelser synes vi at de er et rigtig godt match.
1. I forhold til kontakt og håndtering, så følger Blettur ønskeprofil, hvor Visna er lidt mere påtrængende og lader sig villigt håndtere.
2. I leg følger Visna ønskeprofil og Blettur tildels – dog griber og bærer han ikke legetøjet.
3. På jagt – fart komplementerer de to hunde hinanen, hvorimod ved fangst overser Visna byttet.
4. Aktivitetsniveauet ligger for begge hunde over ønskeprofil – men os der elsker at arbejde med vore hunde ser dog ikke dette som en ulempe.
5. Ved skræk og trusler/aggresivitet på bevægelse følger Blettur flot ønskeprofilen, dog har begge hunde brug for hjælp til at gå hen og hilse på “kedeldragten”. Begge hunde afreagerer super flot – og Blettur helt efter ønskeprofilen.
6. Ved lyd er Visna ikke så stærk, men Blettur følger her ønskeprofil – begge hunde skal også her bruge hjælp af deres fører, men afreagerer igen meget flot.
7. Ved revir (spøgelse) viser Visna begrænset flugthandling, følger ønskeprofilen ved trusler/aggresivitet. Dog var ingen af hundene specielt interesseret i spøgelserne – på Visnas vegne kan jeg sige at hun var mere interesseret i de hunde der stod og gøede på den anden side af hækken – havde de ikke været der havde dette moment nok set en del anderledes ud.
8. Begge hunde reagerer lidt over ønskeprofil for skarp lyd (skud), dog kunne Visna (efter hvad jeg så på testdagen) lige så godt have ligget på ønskeprofil – så her er jeg ikke bekymret.
Alt i alt synes jeg de to hunde komplementerer hinanden rigtig godt i det mentale – og da jeg har haft æren af at have begge hunde tæt inde på livet, ved jeg også at deres daglige mentale tilstand komplementerer hinanden rigtig godt!