Personerne bag Kennel Fegurð

Personerne bag Kennel Fegurð

Vi er Kenneth og Louise Roer, begge i starten af 30’erne, og bosat i udkanten af Roskilde, nærmere bestemt Kamstrup.
Her bor vi sammen med vores to islandske fårehunde, Vinalegur Visna Asbjörg på 7 år, og hendes datter Fegurð Askja Móra på knapt 4 år.

Vi har altid vidst at vi skulle have hund, og da vi flyttede ind i vores første hus i Skovlunde var tiden endelig inde. Vi gjorde vores benarbejde og søgte forskellige racer, og viden indenfor racerne før vi besluttede os for at den Islandske Fårehund var den rigtige race for os.
I 2013 flyttede Visna ind, og vi startede som så mange andre til hvalpetræning for at lære de grundlæggende ting. Hurtigt voksede interessen for hunde, hundetræning og lydighed.

Interessen for hunde, og hundeadfærd førte til at Louise fulgte modulerne, Adfærd 1, Genetik, Reproduktion og Rammerne 1, på DKK’s opdrætteruddannelse. En uddannelse som hun gennemførte i marts 2015. Da Visna var rundet de 2 år følte vi at vi havde en sund hund med en god mentalitet, som kunne bidrage med noget godt til racen. Derfor erhvervede Louise, i september 2015, kennelmærket Fegurð som på dansk betyder ‘Skønhed’ – Noget vi mener er et generelt kendetegn for den islandske fårehund. Vi følte nu at vi havde muligheden for at glæde andre familier på samme måde som vi følte glæde ved at have fået Visna ind i vores liv.

Interessen for hundetræning og lydighed stoppede dog ikke – Tværtimod. Derfor søgte Louise en af de 50 pladser på uddannelsen som hvalpe- og familiehunde instruktør som DKK udbød i 2015. I 2016 blev hun færdiguddannet hvalpe- og familiehunde instruktør fra DKK, hvor hun også underviser. Måske uddannelsen i fremtiden bliver udvidet endnu mere i retningen mod lydighed (LP).

Personligt træner Louise begge hunde henimod deres første LP1 prøver i DKK. Men har ambitioner om at nå langt.

I slutningen af 2018 solgte vi vores villa i Skovlunde, og flyttede til en landejendom i udkanten af Roskilde. Her er der for alvor plads til at vi kan dyrke vores interesser med og for vores 2 hundepiger.