Kenneth og jeg har altid snakket om hvor skønt det ville være at have en hund. Mens vi boede i lejlighed overvejede vi det mange gange, men vi følte ikke vi kunne tilbyde en vaps nok hos os, så vi valgte at vente.

For knapt 3 år siden fik vi så endelig solgt vores lejlighed og fandt et skønt hus i Skovlunde. Vi vidste nok begge at det var på høje tid at forøge familien med en lille vaps. Vi var hurtig enige om at det skulle være en aktiv hund. En hund som vi kunne være aktive med, en hund som ikke bare skulle ligge henne i hjørnet når vi var hjemme, men en hund der skulle være en del af os, en del af vores familie.

Vi begyndte at lede efter den rigtige hund, og efter vores første møde med en Islandsk Fårehund var mit hjerte solgt! Vi var virkelig heldige at finde de perfekte opdrættere. Vi følte os hjemme fra første øjeblik, og vi var så glade for at få lov til at følge kuldets udvikling. Allerede da de var 5 dage fik vi lov at holde dem i vores hænder. Vi var smask forelsket i de små væsner. 2 måneder senere flyttede Visna ind.

Dengang troede jeg stadig at vi bare skulle være en “normal hundefamilie” – men spørg du min omgangskreds så tog jeg vist gruelig fejl.

Sammen med den lille nye hvalp fulgte hvalpetræningen. Uge efter uge stod vi alle 3 troligt på træningspladsen for at få det hele med. Vi havde en hvalp med mod på livet, og det var skønt at se hendes iver for at lære.

Samtidig begyndte sammenholdet i Islandsk Fårehundeklub at snige sig ind på os. Det var hyggeligt at komme ud og se andre fra racen, hyggeligt med gåture og udstillinger. Interessen for både hund, Islandske Fårehunde og klubben begyndte at tage til. Vi følte vi havde fået en ny familie som delte lidenskaben for de små 4-benede væsner.

Tilbage på træningspladsen blev jeg overtalt til at træde ind som hjælpetræner. Det var en sjov udfordring – og jeg siger jo sjældent nej til en udfordring. Forholdet til vores træner udviklede sig, og hende og hendes kæreste blev vores rigtig gode venner. Venner hvor det var okay at være helt tosset med hund. Venner som stadig betyder alverden.

Min passion for racen blev ved med at vokse, og i min evige iver for at lære og i håbet om at kunne avle på min tæve når hun blev gammel nok, begyndte jeg på opdrætteruddannelsen. Og har siden fået kennelmærke. Jeg glæder mig til at gøre andre lige så glade som vi er for vores IFer.

I forsøget på at vise andre det fællesskab og de venskaber klubben også kan føre til, sagde jeg i 2015 Ja til at være ‘med’-regionskontakt på Sjælland. Og i den kommende weekend starter jeg instruktør uddannelse til hvalpe og unghunde træning hos DKK. Alle har ret til hundetræning. Til at lære, og til at forstå deres pelse. Jeg elsker at hjælpe folk, og det er endnu en spændende udfordring i mit hundeliv.

Havde vi valgt en mindre aktiv hund, en anden race eller slet ingen hund, så var vi i dag ikke en del af det fællesskab vi er blevet. Vi elsker at man kan mødes om en fælles interesse, uafhængig af baggrund og alder, men ene og alene fordi vi har en fælles kærlighed til vores hunde!

Jeg skylder rigtig mange mennesker i Islandsk Fårehundeklub en stor tak. Tak for den enorme kærlighed varme og støtte I har vist os som nye medlemmer. Tak fordi vi blev lukket ind i ‘familien’! Og tak for jeres stadige støtte og villighed til vidensdeling og imødekommenhed!

Hvem skulle have troet at vi ville stå her i dag!