4 Poter på Jorden, Hunde, Hvalpe 2016, IF, Visna, Vores lille vaps

Halvvejs i drægtigheden…

I dag er Visna godt halvvejs i sin drægtighed. Indtil i mandags var vi stadig ikke helt sikre på om parringerne havde båret frugt – og om vi overhovedet skulle forvente hvalpemylder denne sommer. Undervejs i de første 4 uger har jeg nogle gange været helt overbevist om at der var hvalpe i maven – specielt i starten hvor Visna var mere opmærksomhedssøgende end hun plejer at være. Men så begyndte hun at blive den gamle Visna igen – og jeg tænkte at hendes umiddelbare ændringen enten kunne være tegn på at turen til Norge havde været lang og efterladt mange indtryk, eller at hun måske  havde resorberet hvalpene. I en periode begyndte hun så at trække sig mere væk. Hun har den sidste tid ikke ville putte i sofaen, men ligger stadig så hun kan holde øje med os begge. Hun har været enorm sulten – nærmest slugt sin mad. Så der var bestemt heller ingen tegn på kvalme.

Men så – for godt en uge siden da hun skulle have sin aftensmad og den var serveret som den plejer, så gik hun blot hen og kiggede på den, vendte bort og lagde sig ned. Der begyndte jeg at tænke “YES” så er der hvalpe… og alligevel blev jeg gentagne gange i tvivl henover weekenden.

Så da vi endelig skulle til scanning i mandags – ja så var spændingen stor. Ikke kun før at høre om der var vapser – men også for at få en ide om hvor mange vapser der var i maven.

Og endelig blev spændingen udløst – der ER vapser i maven! Der er med sikkerhed 3 “smukke” små vapsere på 1,2 cm! Det er jo helt vildt den teknologi der findes i dag. At man kan sige hvor store de er nu. At man kan se de små hjerter slå… Åhh hvor er vi lykkelige og nøj hvor vi glæder os til hvalpene kommer….